SÅDAN BOR VI
Følg med på en rundtur på klinikken!
Når du drejer ned ad Åbakkevej får du hurtigt
øje på den gamle, flotte tidligere station, der
nu huser vores klinik. De røde mursten og
det glasserede tegltag er ikke til at tage fejl af.
Der er gode parkeringsforhold foran klinikken
og du går ind via vindfanget i gavlen.
Når du træder ind ad døren i venteværelset står vi klar til at hjælpe dig, hvad enten du skal
købe et hundetegn, kattegrus, foder eller du skal have din kat vaccineret eller din hund
skal gennemgå en større operation. Du er velkommen til at kigge dig omkring i
venteværelset, som samtidig er vores velforsynede butik.
Specielt om sommeren kan du gå en tur med hunden eller sætte dig ud i vores store have
og vente til det bliver din tur. Vi bestræber os på, at du hurtigt bliver ekspederet. Vores
have bruges også flittigt til hvalpekurser, hundetræning og adfærdsbehandling.
Vores konsultationsrum er behageligt indrettede
– med masser af lys og luft. Der er også her
adgang til og fra vores ”udendørs venteværelse”.
Her bliver dit dyr undersøgt og behandlet. Hvis
det er nødvendigt tages der prøver her, som
bringes ud på vores laboratorium. Skal dyret
videre undersøges (i røntgen, ultralyd eller lign.)
eller skal det behandles eller opereres i narkose
bliver det bedøvet / evt. indlagt og bragt til vores
undersøgelses- og behandlingsrum.
På vore laboratorium undersøges blod, urin, og
vævsprøver. Dette sker under mikroskop, eller
på vores analyse-udstyr. Vi er i stand til at
analysere en blodprøve for diverse lever- , nyreværdier,
blodsukker, blodprocent. røde og hvide
blodlegemer og meget andet.
Svaberprøver (f.eks. fra øregang), hudskrab,
urinprøver, vævsprøver fra tumores o. lign.
undersøges mikroskopisk.
I røntgenrummet har vi mulighed for med den
nyeste teknologi af optage digitale røntgenfotos,
som giver en høj billedkvalitet og dermed det
bedste grundlag for at stille præcise diagnoser.
Yderligere har vi for nyligt anskaffet en
ultralydsscanner, der udvider vores muligheder
for at undersøge specielt bugorganer og hjerte.
Skal dit dyr opereres bliver det bedøvet og
overvåget grundigt i vores operationsafdeling.
Operationspatienter får ilt under operationen og er
tilsluttet vores overvågningsudstyr. Med dette er
det muligt konstant at følge dyrets puls,
vejrtrækning, blodtryk, iltmætning og temperatur.
Vi sørger endvidere for at dit dyr får en sikker
opvågning i trygge forhold. Ro, varme og
overvågning er vigtige indtil dit dyr igen kan
komme på benene. Vi vil gerne se at dit dyr
vågner planmæssigt inden det kommer hjem i
sine vante omgivelser.












